onsdag den 23. april 2014

Mig - bag facaden // del 1.

Jeg spurgte for nyligt, om I kunne være interesseret i at høre, hvordan jeg egentlig går og har det.. Og der var nogle der synes det var ok, hvis jeg åbnede lidt op. At vide hvem der egentlig sidder der bag skærmen.

Jamen - det er jo bare lille mig. Med stress - og en ordentlig omgang depressioner i kufferten.

Jeg har nok altid lidt af depressioner, og jeg har, så længe jeg kan huske haft vinterdepressioner. Jeg hader vinter, mørke, kulde og ad.

Jeg elsker til gengæld sommer, sol, brune kinder og ahh !

Jeg blev diagnosticeret med for lavt stofskifte for 10 år siden, da var jeg 28 og var næsten lige blevet mor for 2. gang. Jeg var træt, jeg frøs, jeg var ked af det, og iih...

Jeg var så træt, at når jeg sad og læste for min 3 årige store søn, faldt jeg i søvn... Det var lidt belastende. Og der gik alligevel en rum tid, inden lægen havde fundet ud af, at jeg faktisk havde for lavt stofskifte. Så jeg fik medicin. Det var pænt træls, men sådan skulle det jo være. Og det er jo naturligt medicin, som jeg bare ikke selv kan producere.

Herefter gik der en rum tid, inden de også forstod at jeg faktisk var deprimeret. Og jeg anede ikke selv hvorfor. Jeg burde være glad ? Var gift med en god og dejlig mand, havde 2 skønne, dejlige unger... Men det var jeg bare ikke.

Da lillebror kom i dagpleje da han var knap et år, havde jeg intet arbejde, fordi jeg havde haft en vikariat inden min barsel. Så jeg var på noget kursus, og endte med et skønt job i Aarhus som sekretær på hudklinikken. Mit drømmejob. Jeg var bare SÅ glad. Jeg havde gode arbejdstider, og arb. 32 timer ugentligt, så det passede fint med tog til og fra - og passede nærmest med en 37 timers arbejdsuge, som jeg var vant til. Men så gik det galt igen :( Jeg var ked af det hver dag. Når jeg var på arbejde, elskede jeg at være der, men følte jeg svigtede det hele derhjemme. Når jeg var hjemme elskede jeg at være der, og følte at jeg svigtede arbejdet. Kunne li det hele. Men magtede ingenting.

Jeg blev sygemeldt, og orkede kun at gå fra sengen og ind på sofaen ! Og som mange andre også siger - jeg havde det frygteligt, og orkede ikke engang at tømme opvaskemaskinen, hvis det var det eneste jeg skulle på en dag. Gik simpelthen i sort. Jeg tror ikke helt man kan sætte sig ind i, hvordan det er at have det sådan, hvis ikke man har prøvet det..

Jeg måtte bare erkende, at jeg ikke magtede livet. Helt generelt. En søndag da lillen var lidt mere end et år, rignede jeg til den psykiatriske skadestue, og spurgte om ikke jeg måtte komme. Det måtte jeg gerne, og de bad mig pakke en lille taske.

Jeg fik en god og lang snak med nogle meget søde personer der forstod mig. Manden var med til samtalerne, og selvom jeg tror det var hårdt (Nej - det ved jeg han synes) var det også godt for ham, at høre det hele og høre deres spørgsmål til mig. Jeg havde jo egentlig selvmordstanker !! Og det var hårdt for ham at høre... Men jeg havde tit lyst til, bare at køre min cykel ind i en modkørende bil - eller vælge træet i stedet for vejen når jeg kørte i bilen. Men ALDRIG når jeg havde ungerne med. Og jeg syntes også det var synd for dem, hvis de ikke længere kunne blive kørt i bil (!?), fordi jeg havde smadret den. Selvfølgelig var det også synd for dem at skulle undvære en mor - men jeg tænkte jo, at jeg alligevel ikke var noget værd. Jeg lå jo bare på sofaen eller kiggede ud i luften !

Jeg overnattede et enkelt døgn på den åbne psykiatriske skadestue. Og det bedste ved det var, at nu fik jeg hjælp... Nu kom der en sygeplejerske hjem til mig, for at høre hvordan det gik. Men som jeg altid var førhen, - så var jeg også nu, bare en facade.. Jeg havde jo fået ryddet op før hun kom. Jeg havde være i bad og lagt makeup før hun kom. Jeg havde... Jo lavet det hele, så ingen kunne nogensinde se, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Og det har altid (og er det stadigvæk) været et problem. Jeg ville ikke have at andre så hvor skidt jeg var. Jeg ville være en god mor. Jeg ville være en god kone. Jeg ville være perfekt... Men det var jeg ikke. Og det var alt for hårdt at indrømme !!.

Har I lyst til at læse mere ? Eller er det rigeligt, og ikke noget der vedkommer andre ? Jeg vil super gerne høre hvad I mener om sådan et indlæg.

Kram C.


18 kommentarer:

  1. Det er et rigtig godt indlæg, og hvor gør det dog ondt at læse hvordan du har haft det.

    Når det så er sagt, så skal du dælme huske alle dine goder sider. Du er så rar og skøn en kvinde - og det skal du lære at forstå !! Du tror altid at du fejler og du undskylder for meget. Du har en masse gode egenskaber, du vælger bare altid at vende dem til de dårlige.

    Hvis du har lyst til at åbne mere op på bloggen fremover, så synes jeg det er en god idé.. Men det er dit liv, så du skal selv ville det :-)

    Knus til dig, du skønne kvinde <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er altid så sød dejlige Mia :D Tak (og undskyld - haha)

      Slet
    2. Pas på - Du står til en røvfuld ;-) haha

      Slet
  2. Meget gerne! jeg er en ung pige der lige nu går igennem det samme og det at høre at jeg ikke er den eneste i verden er virkelig rart :) jeg sidder midt i det lige nu (skal til samtale på psykiatrisk afdeling om en uge) og ja lige nu føles det ikke som om der er noget lys for enden af tunnelen så at høre dine erfaringer vil jeg meget gerne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er jeg ked af at høre du går igennem det nu. Det er så ubeskrivelig hårdt, hele tiden at være ked af det og have det dårligt. Der ER lys for enden af tunnelen, men det er nogle gange så svært at se. Jeg håber du har nogle omkring dig, der forstår hvordan du har det, og kan hjælpe dig. Kram

      Slet
  3. Ja,skat det var en hård omgang, også for din mor og far som jo elsker dig af hele vores hjerter, og indimellem var vi rigtig bange for at miste dig, Du er en helt igennem en dejlig og sød og rar datter og verdens dejligste mor for dine to dejlige drenge og en god kone for din dejlige og rare mand, Håber du altid vil komme til os hvis der er noget vi kan gøre for jer alle 4. Giv endelig ikke op skat der er så meget i livet som gør det værd at leve. HUSK vi er her for dig. Elsker dig. <3

    SvarSlet
  4. Puha. Virkelig hårdt at læse og alligevel befriende. Jeg har selv været der on/off i 7 år. Er kommet længere end jeg nogensinde troede muligt. Jeg håber sådan at du også kommer dertil en da ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tine. Og jeg ønsker også dig det aller bedste. Jeg er heldigvis meget længere i dag, end jeg var. Det er det med tunnelen :D

      Slet
  5. Det er så godt at læse om dine oplevelser - bortset fra at det også betyder du har været igennem en meget svær tid :-(

    Skriv endelig mere af det personlige også, men kun hvis du selv har lyst - du skal ikke føle dig presset til det af os der læser :-)

    SvarSlet
  6. Ja, Katrine - det er også en smule svært at skrive, men jeg tror på den anden side også at det er en god process. For så kan jeg se, at jeg er nået meget længere, end jeg selv troede :D Jeg har det jo ikke helt sådan i dag - omend jeg heller ikke er rask.. :D

    SvarSlet
  7. Hold nu op. hvor er det vildt !! det er fuldkommen som om det kunne være skrevet at mig. :( det hele. endte også med en overnatning på psykiatisk skadestue og en kæreste som ikke anede hvad der egentlig forgik og mig der bare ville være perfekt til ALT. og selv om jeg havde alt hvad jeg kunne drømme om var jeg så ulykkelig og lå bare og lå. græd lidt og så kiggede lidt mere ud i luften.

    Jeg er på den anden side nu. næsten. er stadig på 2 slags antidep. medcin samt beroligende piller. og nogle dag er bare lige til at rive ud af kalenderen. Men det går rigtig meget fremad :)

    KÆMPE krammer

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for du næsten er ved at være der Maria. Det er så forfærdeligt at have det skidt :( Jeg er ihvertfald glad for, at der findes medicin :D Ja, nogle gange magter jeg heller ikke at stå ud af sengen. Selvom det er hårdt at skrive dette her, og rippe op i det hele, er det også rart, på en måde, at se at andre også har været / er i samme situation. Held og lykke på din vej. Jeg håber du vil læse de næste indlæg også. Og skriv endelig igen <3

      Slet
  8. Hej krummes krummelure
    Jeg kender jo ikke dit rigtige navn, men jeg læste dit indlæg og kom til at tænke på min datter, ja og min søn.
    Min ældste datter Mika har også en depression og jeg har faktisk været på psykiatrisk skadestue sammen med hele 2 gange, men hun fik desværre ikke sammen gode behandling som dig.
    Begge gange var det sidste udvej hvis hun ikke skulle tage sit eget liv.
    Begge gange fik hun en samtale med en psykolog, denne kom ud til mig og sagde at hun ikke var selvmords truet og at vi bare skulle kontakte egen læge og få en henvisning til en psykolog.
    Nu er det sådan at jeg er invalidepensionist og hun er på kontanthjælp og kommune vil ikke yde økonomisk støtte, så det var/er så som så med hjælp.
    Men jeg viste ikke hvordan jeg skulle hjælpe, så jeg talte med hende igen og igen og en gang til. Vi er faktisk blevet bedste venner og snakker om alt.
    Jeg ved godt at nogle siger at mor og datter ikke kan være veninder, men det er vi.
    Med til vores historie er også at hendes lille bror som 7 årige fik diagnosen ADHD og som 14 årige diagnosen Aspergers syndrom, han fyldte utroligt meget hjemme og Mika har følt sig overset.
    Mika var også på børne og unge psykiatrisk afdeling til undersøgelse flere gange og hun fik bare af vide at hun "bare" havde en depression, men ingen behandling.
    Da hun var 17,5 år kom hun på børne og unge psykiatrisk afdeling sidste gang om de fandt ud af at hun havde ADHD som sin bror og social angst, og blev spurgt om hvorfor hun ikke var kommet noget før.
    Så tager man sig til hovedet og tror det er løgn.
    Vi er lige efter 2 års kamp blevet henvist til Bispebjerg Børne psykriatisk afdeling men lille søsteren.
    Og gennem alle disse år har jeg selv været syg om er blevet opereret 15 gange i knæet og har nu endelig fået et kunstigt knæ og fordi jeg har gået forkert på mit ben var min hofte slidt i stykker så den er jeg blevet opereret i 3 gange og har fået en kunstig hofte.
    Men det hårdeste er når ens børn ikke har det godt og man ingen ting kan gøre og de bare får det dårligere og dårligere.
    Jeg synes det er rigtigt godt at du tager hul på et emne der er så svært om tabu belagt
    Men jo mere man taler om det jo mere viden kommer der frem, så skriv endelig et par kapitler mere
    De bedste hilsner
    Fra en mor der derfor vil gå til verdens ende for at hjælpe sine børn

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 det er jeg super ked af at høre Lis. Ja, man føler jo lidt man kender mange af Jer, der ofte skriver på bloggen. Jeg synes det er forfærdeligt at man ikke kan få samme hjælp over hele landet, det er forkasteligt... Jeg er glad for at hun nu har fået hjælp, for det er ikke rart at tumle med selv. Jeg ved også, at min mor har og har haft det forfærdeligt hver gang jeg har haft det rigtig skidt. Og jeg er også selv ked af det, år mine børn ikke har det godt. Man bliver jo ved med at være sine forældres lille pige. Også når man er 35 ;) Samtaler er super godt og vigtigt, det er godt din datter har dig at tale med, og at hun kan åbne op overfor dig. Og tak for tilbagemeldingen, det er rart at vide at det bliver læst <3 God vind til dig og dine børn

      Slet
  9. Hej smukke...synes du beskriver det godt, har jo haft det ligesom dig (helt ned til at ville vælge træet istedet for udkørslen). Jeg har fået det bedre ved at få sat ting i barndommen på plads, få en diagnose, og få den rigtige medicin (min hjerne laver ikke serotonin nok), og have en fabelagtig psykiater. Personligt er jeg glad for du er her endnu Krastajna. Du er dejlig, du er sød og du er smuk. Kram fra Freya.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skønne og smukke Freya <3 Jeg har også fået et par diagnoser på, og jeg tænker ofte om jeg måske har nogle flere... Ikke fordi det skulle hjælpe, men det tror jeg alligevel det gør - det at man ved hvorfor... Mangler at se dig noget mere :D møs fra mig

      Slet

Tiny Hand Pink Bow Heart